04. april 2025
Af: PRESSEMEDDELELSE

Skolemælkslegatet er klar til ansøgninger

En kæphestebane, en nyttehave, en discgolfbane eller en biodiversitetsdag for hele skolen. Ønskerne er altid mange, når der åbnes for ansøgninger til Skolemælkslegatet. Nu er det tid for skoler landet over til at ansøge om at få del i midlerne. 

To gange årligt uddeler Mejeriernes Skolemælksordning et legat, og netop nu er der åbent for ansøgninger til forårets pulje, hvor i alt 100.000 kroner skal uddeles.  

Deadline er den 23. april, og baseret på tidligere erfaringer, kommer der mange og meget forskellige ansøgninger. Alle skal dog have det til fælles, at formålet skal være at fremme sundhed, trivsel og fællesskab blandt skolebørn – men derudover er det kun fantasien, der sætter grænser.  

”Det er en fornøjelse, at vi igen i år kan invitere alle skoler i Mejeriernes Skolemælksordning til at søge Skolemælkslegatet. Vi forventer, at vi igen i år får mange, spændende ansøgninger,” siger Laura Roesgaard, Marketing Manager i Mejeriforeningen.  

En håndsrækning til fællesskabet

Mejeriernes Skolemælkslegat får løbende henvendelser fra skoler om tilskud til forskellige aktiviteter, og det tyder på, at der er et behov for ekstra midler derude.

Midlerne fra Skolemælkslegatet er dedikeret til sundheds- og fællesskabsfremmende aktiviteter for  skolebørn og fungerer som en håndsrækning til tiltag, hvor skolens egen økonomi ikke rækker.

”Skolemælkslegatet giver mulighed for, at projekter af forskelligartet karakter kan få luft under vingerne. Projekter, som kan være til stor glæde og gavn for den enkelte klasse eller skole. På den måde er Skolemælkslegatet med til at gøre en positiv forskel, og det er vi stolte af,” siger Laura Roesgaard.

Hvad er Skolemælkslegatet?

Skolemælkslegatet uddeles to gange årligt, og der er samlet 200.000 kroner i puljen. Legatet kan søges af lærere, pædagoger, forældreråd, skolebestyrelser eller elevråd, hvis skole er med i Mejeriernes Skolemælksordning. Der er mulighed for at ansøge om midler op til 5000 kroner per projekt.

Sidste år fik i alt 32 skoler landet over glæde af midler fra Skolemælkslegatet. 

Dommerkomitéen besår af repræsentanter fra Mejeriforeningen, fagfolk fra skoler eller SFO samt danske skoleelever.

Mejeriernes Skolemælksordning består af Thise Mejeri, Arla, Naturmælk og Øllingegaard.