07. maj 2025
Af: PRESSEMEDDELELSE FRA MAMMEN MEJERIERNE

Rekordomsætning hos Mammen Mejerierne: 1.859 mio. kr.

2024-regnskab fra Mammen Mejerier viser fremgang i både omsætning og resultat efter skat.
”Vi har vækstet på både top- og bundlinje, vi har forarbejdet 242 mio. kg. mælk, hvilket er mere end nogensinde før og derudover, har vi leveret en mælkepris over landsgennemsnittet til vores landmænd. Jeg er meget tilfreds med udviklingen, som ikke mindst kan tilskrives vores dygtige medarbejdere”, udtaler mejeri selskabets adm. direktør Lars Staunsbæk.

2024 var et godt år for Mammen Mejerierne, som oplevede stigende aktivitet og realiserede rekordomsætning og en fornuftig indtjening. Året var positivt påvirket en høj efterspørgsel på eksportmarkederne, stabil afsætning til hjemmemarkederne og stor vækst i nye produktkategorier, herunder specifikt friskvarekategorien. 

Høj efterspørgsel ved årets start og et stabilt hjemmemarked 

Ved indgangen til 2024 var produktionen på mejerierne i en positiv udvikling med høj efterspørgsel på tværs af markeder og produkter. Dette var gældende for det meste af første halvår, hvor koncernen arbejdede med at vækste og optimere produktionen til at honorere den store efterspørgsel. 

En del af den stigende efterspørgsel relaterede sig til vækst i salg af hvide oste til Mellemøsten, som i perioden har oplevet store udfordringer omkring leveringsvanskeligheder og forsinkelser som følge af den geopolitiske situation. Dette medførte at kunderne efterspurgte flere varer for at sikre forsyningen. 

I løbet af andet halvår faldt efterspørgslen på eksportmarkederne, herunder specielt Mellemøsten til et lavere niveau. På hjemmarkederne i Skandinavien har mejerierne generelt oplevet en stabil afsætning gennem hele året, dog med undtagelse af en stor stigning i salget indenfor friskvaresegmentet. Netop dette segment har Mammen Mejerierne haft fokus på i de foregående år. 

”Generelt set har udviklingen i 2024 været fornuftig. Vi har vækstet på både top- og bundlinje, vi har forarbejdet 242 mio. kg. mælk, hvilket er mere end nogensinde før og derudover, har vi leveret en mælkepris over landsgennemsnittet til vores landmænd. Jeg er meget tilfreds med udviklingen, som ikke mindst kan tilskrives vores dygtige medarbejdere”, udtaler adm. direktør for Mammen Mejerierne A/S, Lars Staunsbæk. 

”Vi har før oplevet udfordringer blandt andet på visse eksportmarkeder, men vi er omstillingsparate og har en fornuftig spredning på tværs af både markeder og produkter, som giver en god fleksibilitet til at løse de udfordringer, som opstår. Til sidst skal nævnes, at vi er meget glade for udviklingen indenfor friskvaresegmentet, som vi har haft fokus på over de seneste år”, fortsætter Lars Staunsbæk. 

Rekordomsætning og fornuftig indtjening 

Mammen koncernen realiserer en omsætning på 1.859 mio. kr., hvilket er en mindre stigning i forhold til 2023, som dog også var rekordomsætning. Udviklingen i omsætningen skyldes primært en større forarbejdet mælkemængde samt et højere prisniveau. Modsat har salget af handelsvarer til eksport ligget på et lavere niveau end 2023. 

Mammen opnår et solidt resultat efter skat, som udgør 47,9 mio. kr. mod 40,5 mio. kr. i 2023. Indtjeningsudviklingen skyldes primært stigende mængder og effektivitet som følge af forbedret kapacitetsudnyttelse. 

Investeringer 

Mammen Mejerierne arbejder kontinuerligt med at opdatere, udbygge og effektivere virksomhedens produktionsfaciliteter med henblik på at sikre en fortsat høj produktkvalitet og samtidig sørge for en fleksibel og effektiv produktion. I 2024 er der blandt andet investeret markant i produktion af hvide oste på mejeriet i Onsild samt yderligere investeringer i friskvaresegmentet på mejeriet i Mammen. 

I 2024 har Mammen Mejerierne desuden overtaget Handelsselskabet Kirkeby Cheese Export A/S, som I forvejen var kunde. Opkøbet er foretaget både på baggrund af synergier forbundet med samarbejde på eksportforretningen, men også fordi Kirkeby Cheese Export er stærke på foodservice, hvilket er et øget fokus hos Mammen Mejerierne i fremtiden. 

Forventninger til fremtiden 

For 2025 forventes en mindre stigning i omsætningen og en fornuftig indtjening i niveauet 30-40 mio. kr. Udviklingen i forhold til 2024 skyldes primært en normalisering af forholdende på visse eksportmarkeder. 

”Det er svært at spå om markedssituationen, og vi kan konstatere, at aktivitetsniveauet ved indgangen til 2025 ligger en smule under 2024. Samtidig er det min klare overbevisning, at vi fortsat er godt rustet til fremtiden. Vi har gode medarbejdere, vi investerer i effektivitet og fremtidens mejeriprodukter, og vi bliver kontinuerligt bedre til at navigere i de udfordringer, som vi stilles overfor”, udtaler Lars Staunsbæk. 

Om Mammen Mejerierne 

Mammen Mejerierne er en familieejet fødevarevirksomhed, der producerer og sælger mejeriprodukter til både hjemmemarkedet i Danmark og gennem eksport til over 60 lande verden over. Mammen Mejerierne beskæftiger lidt over 300 medarbejder fordelt på tværs af mejerier og lokationer i Danmark og med hovedkontor i Mammen nær Bjerringbro.