Danskerne vil ud i naturen for at styrke sundheden
At være ude, at være kreativ og at være sammen med andre er vigtigt for danskerne. En ny undersøgelse fra Mejeriforeningen viser, at sundhed for mange handler om både det fysiske og det mentale velbefindende.
Danskerne vil gerne styrke deres fysiske og mentale sundhed i hverdagen ved at være mere sammen med familie og venner, læse og lytte til musik og være i naturen. Sundhed er med andre ord mere end at dyrke motion og spise sundt.
Det viser en undersøgelse for Mejeriforeningen foretaget blandt 2.000 repræsentativt udvalgte danskere i alderen 16-64 år. Her angiver 80 procent af alle adspurgte, at de opfatter mental sundhed som en del af en sund livsstil.
Længsel efter at være i naturen
Undersøgelsen ser nærmere på, hvordan danskerne gerne vil styrke deres sundhed fysisk og/eller mentalt. Og dét, allerflest danskere gerne vil gøre med af i hverdagen, er at gå ture i naturen eller være i haven (41 pct. af de adspurgte) eller dyrke motion udendørs (36 pct. af de adspurgte).
Vi har med andre ord en længsel efter at være mere ude, og vi ønsker at være aktive, når vi er udenfor.
34 pct. vil gerne tilbringe mere tid sammen med venner og familie, og 33 pct. vil gerne spise en varieret kost som et led i at styrke deres fysiske og mentale sundhed. Dermed har de lige så stort fokus på kosten som på at dyrke mere indendørs motion.
”Undersøgelsen viser, at sundhedsbegrebet er meget bredt for de fleste danskere. Det handler om både om hvordan man har det med sin krop, hvordan man spiser men også om hvilke oplevelser man får sammen med andre eller alene,” siger Merete Myrup, Mejeriforeningens ernæringschef.
”På tværs af aldersgrupper ønsker flere at bruge mere tid i naturen, spise mere varieret, dyrke motion og bruge mere tid med familien – alt sammen for at styrke sundhed og velbefindende.”
Mad og måltider
Sundhed handler også om mad, og om hvad vi spiser og i hvilke rammer.
”Jeg hæfter mig desuden også ved, at maden er vigtigt for mange – både når det handler om at lave mad, om hvilken mad man spiser, og om at gå ud at spise. Og det er jo i øvrigt alt sammen noget, som man kan lave sammen med andre – hvilket er vigtigt når så mange har et ønske om at være sammen med familie og venner,” pointerer Merete Myrup.
Forskel mellem aldersgrupper
Ser man specifikt på aldersgrupper, så bruger de unge i højere grad tid på at udfolde sig kreativt og at spise ude, end de ældste i undersøgelsen, som til gengæld er mere fokuserede på at lave mad fra bunden og spise en varieret kost.
Hvilke af nedenstående aktiviteter ville du gerne gøre mere i din hverdag for at styrke din sundhed fysisk og/eller mentalt?
Hvilke af nedenstående aktiviteter laver du i din hverdag for at styrke din sundhed fysisk og/eller mentalt?